Påske i Paihia

Så kom påskeferien endelig. Bus og hostel er booket - tager ingen chancer! 4 timer i en bus kan godt være lidt hårdt, så det var dejligt da jeg kunne smide mine ting og se mig omkring. Det var et skønt hostel med hyggelig atmosfære og god udsigt. Nu står den kun på afslapning de næste fem dage.

Om aftenen mødte jeg nogle som jeg tog på bådtur med dagen efter. Vi bookede turen til Hole in the Rock hvor der samtidig var chance for at se delfiner. En ok tur på ca 4 timer, men så ikke så meget delfin... et sekund af tre finner. Der var så mange ombord at det ikke var til at få en god udsigt.

Fordi det er påske er alle på ferie... i Paihia. Alt i byen var optaget og på mit hostel hørte jeg flere gange at de sendte folk andre steder hen. Men det har også betydet at jeg har mødt rigtig mange mennesker på de få dage jeg har været her, selvom det kun er et par timer man måske snakker.

Jeg vågnede tidligt næste dag og gik ned til vandet og så solopgangen. Noget jeg vist ikke mindes jeg har gjort hjemme. Om formiddagen gik jeg en tur (2,5 km) til Waitangi, hvor Waitangi-traktaten er blevet underskrevet. En hyggelig tur på et par timer. Da jeg kom tilbage til byen tog jeg færgen til Russel, som er NZ ældste by og første hovedstad. Hyggelig lille by, hvor jeg spiste frokost på Duke of Marlborough's Hotel inden turen igen gik tilbage til Paihia med færgen.

Jeg havde besvær med at bestemme mig for hvorvidt jeg skulle på en tur til Cape Reinga dagen efter. Det er nu ikke så sjovt at gøre ting alene, men i forhold til vejret kunne jeg været uheldig at det blev dårligere. Jeg fik hostelejeren til at ringe og spørge om der var flere pladser på den bus der hedder Dune Rider. Tilfældigt havde de lige en, så den bookede jeg. Det var som om den havde mit navn på den.

Dagen efter (søndag) var afgang 7.15 - tidligt! Men jeg vågnede som sædvanligt i god tid og sad og ventede på at blive hentet. Dagens program var stramt og alt var på tid. Første stop var en Kauri skov, hvor vi havde et kvarter, men kunne egentlig heller ikke bruge mere. Derefter var næste stop Cape Reinga, som er det turismål som svarer til skagen. Dog er det ikke det helt nordligste, men de to have (det tasmanske hav og stillehavet) mødes. Det er beregnet at turen fra bussen til fyrtårnet og tilbage skulle tage 45 min, så det vi fik en time til.

Alt den tidsjagt gjorde tilgengæld at vi næsten var først fremme ved alt og skulle ikke stå i kø sammen med de ti andre busser (fra andre selskaber) Så på den konto var det rart. Efter Cape Reinga stoppede vi ved en nærliggende stran hvor vi kunne få en dukkert og spise frokost inden turen gik videre til sand dunes (klitterne ved 90 mile beach) Her var der tid til at bestige de høje sandbjerge og surfe på maven på et bodyboard ned igen. Lidt skræmmende at stå på toppen og se hvor stejl bjerget egentlig var. Jeg troede aldrig jeg skulle overleve, men det gjorde jeg og det var hylende morsomt.

Så kørte vi ned langs 90 mile beach, som nærmere er 90 km. Vi gjorde et kort stop for at se efter muslinger. Vi gik ud i vandet til anklerne, men blev fanget af en bølge der gav os alle våde rumper. Vandet nåede også til bussen som i det sekund sad fast og måtte trækkes fri af den anden Dune Rider bus.

På vej tilbage til Paihia gjorde vi stop ved et Kauri museeum (også for at vaske bussen efter stranden) og i en by der hedder Mangonui, hvor vi fik fish og chips, som byen er kendt for. Igen er jeg glad for jeg valgte det selskab med de mindste busser (10 og 20 pers) for vi undgik så meget kø til alting.
Mandag stod på ren afslapning inden turen igen gik hjem til Auckland.