Påske i Paihia

Så kom påskeferien endelig. Bus og hostel er booket - tager ingen chancer! 4 timer i en bus kan godt være lidt hårdt, så det var dejligt da jeg kunne smide mine ting og se mig omkring. Det var et skønt hostel med hyggelig atmosfære og god udsigt. Nu står den kun på afslapning de næste fem dage.

Om aftenen mødte jeg nogle som jeg tog på bådtur med dagen efter. Vi bookede turen til Hole in the Rock hvor der samtidig var chance for at se delfiner. En ok tur på ca 4 timer, men så ikke så meget delfin... et sekund af tre finner. Der var så mange ombord at det ikke var til at få en god udsigt.

Fordi det er påske er alle på ferie... i Paihia. Alt i byen var optaget og på mit hostel hørte jeg flere gange at de sendte folk andre steder hen. Men det har også betydet at jeg har mødt rigtig mange mennesker på de få dage jeg har været her, selvom det kun er et par timer man måske snakker.

Jeg vågnede tidligt næste dag og gik ned til vandet og så solopgangen. Noget jeg vist ikke mindes jeg har gjort hjemme. Om formiddagen gik jeg en tur (2,5 km) til Waitangi, hvor Waitangi-traktaten er blevet underskrevet. En hyggelig tur på et par timer. Da jeg kom tilbage til byen tog jeg færgen til Russel, som er NZ ældste by og første hovedstad. Hyggelig lille by, hvor jeg spiste frokost på Duke of Marlborough's Hotel inden turen igen gik tilbage til Paihia med færgen.

Jeg havde besvær med at bestemme mig for hvorvidt jeg skulle på en tur til Cape Reinga dagen efter. Det er nu ikke så sjovt at gøre ting alene, men i forhold til vejret kunne jeg været uheldig at det blev dårligere. Jeg fik hostelejeren til at ringe og spørge om der var flere pladser på den bus der hedder Dune Rider. Tilfældigt havde de lige en, så den bookede jeg. Det var som om den havde mit navn på den.

Dagen efter (søndag) var afgang 7.15 - tidligt! Men jeg vågnede som sædvanligt i god tid og sad og ventede på at blive hentet. Dagens program var stramt og alt var på tid. Første stop var en Kauri skov, hvor vi havde et kvarter, men kunne egentlig heller ikke bruge mere. Derefter var næste stop Cape Reinga, som er det turismål som svarer til skagen. Dog er det ikke det helt nordligste, men de to have (det tasmanske hav og stillehavet) mødes. Det er beregnet at turen fra bussen til fyrtårnet og tilbage skulle tage 45 min, så det vi fik en time til.

Alt den tidsjagt gjorde tilgengæld at vi næsten var først fremme ved alt og skulle ikke stå i kø sammen med de ti andre busser (fra andre selskaber) Så på den konto var det rart. Efter Cape Reinga stoppede vi ved en nærliggende stran hvor vi kunne få en dukkert og spise frokost inden turen gik videre til sand dunes (klitterne ved 90 mile beach) Her var der tid til at bestige de høje sandbjerge og surfe på maven på et bodyboard ned igen. Lidt skræmmende at stå på toppen og se hvor stejl bjerget egentlig var. Jeg troede aldrig jeg skulle overleve, men det gjorde jeg og det var hylende morsomt.

Så kørte vi ned langs 90 mile beach, som nærmere er 90 km. Vi gjorde et kort stop for at se efter muslinger. Vi gik ud i vandet til anklerne, men blev fanget af en bølge der gav os alle våde rumper. Vandet nåede også til bussen som i det sekund sad fast og måtte trækkes fri af den anden Dune Rider bus.

På vej tilbage til Paihia gjorde vi stop ved et Kauri museeum (også for at vaske bussen efter stranden) og i en by der hedder Mangonui, hvor vi fik fish og chips, som byen er kendt for. Igen er jeg glad for jeg valgte det selskab med de mindste busser (10 og 20 pers) for vi undgik så meget kø til alting.
Mandag stod på ren afslapning inden turen igen gik hjem til Auckland.

Siden Sidst Siden

Det er efterhånden ved at være noget tid siden jeg har skrevet herinde. Jeg synes ikke jeg har haft noget at skrive, men nu når jeg tænker over det er der jo sket en masse.

Jeg har været med til personalemøde, som mere eller mindre foregår som hjemme. Lærerne (det hedder teacher og ikke pædagog her) skal til at bruge en ny planlægningsmetode for deres aktiviteter og projekter med børnene, som alt sammen skal skemalægges. Der er ingen rigtig lov (som vi har i DK) for hvad børnene skal lære, men de har et curriculum (en slags læreplan) og Te Whariki (teori om børns læring) Det er de to ting de skal følge. Det er ikke lovmæssigt bestemt, men ledelsesbestemt. (så vidt jeg har fundet ud af.) Ellers bliver der gennmgået vigtige beskeder og info.

Dertil har jeg været til vejledning, hvor vi gennemgik mine mål for praktikken. Det lagde op til en del diskussion om forskellige synspunkter. Men hvor er det bare frustrerende ikke at kunne udtrykke sin mening ordentligt, fordi det tager tid at formulere sig på et andet sprog.
Et af de omdiskuterede emner: "var at de har i børnehaven forbudt legetøjsvåben, fordi det har dårlig indflydelse på børnene. Det er et stereotypisk billede på drenge at de skal lege vildt og med våben mv. Der bliver sagt til dem at de skal slappe af og være gentle (blide) ved hinanden. Den rolleleg de har brug for kan de lige så vel have i familycorner (dukkekrogen). Her kan de jo også "lade som om" - fx kan en af drengene være mor i stedet for far osv. Dertil skal børnehaven imødekomme alle, da der er mange nationaliteter, er der også mange religiøse overbevisninger."
ARGH... kunne ikke nå at formulere mine synspunkter så hurtigt, som hun kom med de modargumenter...

En anden diskussion: var at alle (næsten alle) aktiviteter for børnene var igangsat og styret af lærerne. Meget af legetøjet er lukket inde i et rum og bliver taget frem, når en voksen gør det. Ikke fordi børnene vil det. Fx bliver lego taget frem og hældt ud på et bord, hvor børnene kan sidde og lege med det sammen med en voksen...
Dertil har de hver dag "mattime" (samling som de har tre gange om dagen) og "grouptime" (gruppetid) Det er aldersopdelt kreative aktiviteter, som fx lige nu er naturvidenskab, hvor emnet er planter og dyr. En af de store piger havde fundet en sommerfuglepuppe og taget den med. Så i et par dage handlede det om larver og sommefugle, hvor de tegne, malede, klippede og klistrede.

Ligenu er emnet haletudser. En lærer har fanget to haletudser, som børnene så kan se på i et lille "akvarie" (det samme som sommerfuglen var i). Mens de venter på de bliver til frøer, bliver der snakket og tegnet mv. Men nu er den ene haletudse død. (måske har læreren ikke lavet nok research om haletudser...)

Jeg synes det er ærgerligt for børnenes opfindsomhed at alt mere eller mindre er voksen styret, så jeg nåede lige at få en kommentar ind i diskussionen - "hvad hvis vi lavede en aktivitetsfri dag? Hvad ville der så ske? Kan børnene selv finde på noget de vil eller gør de bare det der i forvejen er tilgængelig... (papir, saks, tudser mm. Dertil dukkekrog og legeplads)" Og vupti efter vejledning havde hun (vejlederen) været rundt til personalet og delt min holdning. og det skulle prøves... Men det var jo ikke på den måde... (- det er dog ikke prøvet endnu)

Jeg er endelig kommet i storebørnsgruppen, med undtagelse af fredag. Så nu kan jeg måske komme igang med at planlægge mit pædagogiske forløb... som jo er obligatorisk. Har fået gjort nogle overvejelser over, hvad jeg kan lave med de begrænsninger, der nu er. Det er fx ikke muligt at tage børnene på tur ud af institutionen. :-( Og dog... Jeg skal bare lige have drejet det så det kan lade sig gøre... det er vel et spørgsmål om ordentlig planlægning og rutine...?
Ud over det har jeg stået for et par af samlingerne med de store børn... hvad gør man, når man ikke kender de engelse sang så godt... ? Så synger man selvfølgelig på dansk! Så jeg har lært dem at synge "Jens Pedersens ko". En god sang, fordi der er fakter til og alle børnene er med, når vi synger den.
Som pædagogstuderende skulle de jo også lære at lave "En lille and", hvilket de synes er ret underholdende. Det er nu blevet et magahit i Little Learners - HEHE :-)
De går meget op i kultur, så en dansk sang går de ikke i vejen for. Vi synger også kinesiske og maori sange. Dertil er der bl.a sat skilte på forskellige ting med navnet på maori. fx på døre og stole...
Nå... nok om kulturforskellighed... for det er vel bare det, det er... så kan jeg være nok så frustreret...

Jeg har ikke rigtigt været så meget omkring, fordi jeg sparer op til et brag af en påskeferie, hvor jeg har fået fri seks dag... (havde ellers kun fire. De har ikke skærtorsdag :-( ) Jeg har booket hostel i Paihia, som ligger i Bay of Island nordpå og skulle være et rigtigt skønt sted.

Så sidste weekend var jeg en tur i Victoria Park Market, som er en gammel forbrændingsanstalt, som er lavet til en markedshal, med forskellige butikker med lokal/national kunst... mest for turister - men det er jo også mig. (glemte at tage billeder, så har nuppet et fra nettet - shh...)

Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at købe et taletidskort til mobilen, så nu bruger jeg ikke mit DK nummer mere... (smid en mail, hvis du vil have mit NZ nummer)

I denne weekend har jeg været til Pasifika Festival sammen med Pia. Det var 1000vis af mennesker samlet til en blanding af koncert og boder fra de forskellige stillehavsøer (Fiji, Tonga, Samoa, Cook Islands m.fl.) Hver Ø havde et område i parken, hvor de havde boder med lokal håndværk, kunst og mad samt en scene til kunsneriske indslag. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag i heden.

Nu må det vist være nok for denne gang...